KongoConsult

2010-08-08T16:08:00.001+02:00

Waiting For Something - a short documentary about Jay Reatard

Jay Reatard | MySpace Musikvideoer

The Radio Ephemera Show

2009-10-09T20:58:00.000+02:00

Every Morning I Hear This Voice … blev udvalgt og kom i løbet af sommeren med i Chicago Public Radios program Re:sound. Du kan høre programmet her, under ”July 11, 2009 (#114)- The Radio Ephemera Show”.

Stille katastrofer

2009-09-21T16:30:00.004+02:00

I Senegal er der oversvømmelser. Det høre vi ikke meget om i Danmark, men mine amerikanske kollegaer, her i Vestafrika, har lavet en kort billede præsentation af vores operation. Den kan i se her.

Strømfald i Uganda

2009-09-07T20:52:00.005+02:00

Jeg skrev, mens jeg boede i Uganda, en artikel om at være grøn ud i at padle i Niles hvide vand. Artiklen er kommet i den seneste udgave af Opdag Verden, sammen med en række fine billeder. Bladet kan du se her. Er du mere til den nordiske natur, og vil du hellere padle fos, kan du finde inspiration og muligheder på anden side af Øresund.

Fra gadebarn til husejer i Bangkoks slum

2009-09-07T20:38:00.002+02:00

Jeg har skrevet en artikel om at bruge livshistorieinterviews som metode i fattigdomsundersøgelser. Mere specifikt har jeg beskrevet, hvordan livshistorier kan bruges til at forstå, hvordan fattige familier i Bangkok mestre økonomiske kriser, som f.eks. tab af beskæftigelse. Artiklen er i det seneste nummer af Geografisk Orientering (August 2009, 39. årgang, Nr. 4) som du kan bestille her. Billedet viser Lek med sin familie i et af Bangkoks slum områder. Leks livshistorie har lagt navn til artiklen: Fra gadebarn til husejer.

Lampard vinder afrikansk drama

2008-09-01T09:34:00.005+02:00

Er du fan af radio, Chelsea FC eller interesseret i udviklingen i Zimbabwe er der absolut inden vej uden om Radio-dramaet Dear Mr Lampard, der netop har vundet BBC prisen for bedste afrikanske radio-drama. Se her.

Fra en kirke i centrum af Kampala

2008-08-31T22:00:00.002+02:00

Jeg har sammen med Rekha lavet en reportage fra hjertet af Kampala. Vi var til gudstjeneste i den store og populære nykristne kirke, KPC. Det var på alle måder en meget spændende oplevelse at udarbejde reportagen. Du kan høre den nu i Orientering på P1.

Every morning I hear this voice ...

2008-07-08T07:28:00.003+02:00

I produced a short radio story for the Chicago Public Radio Third Coast Festival. The story is called: – ‘Every morning I hear this voice …’ and it is set right here where we live on Kyambogo hill in Kampala, Uganda.

You can listen to the story here. It is entry number seven. I recommend that you use headphones - it will get a bit more interesting.

I have wanted to do a story on the praying from the Mosque for some time. At first I did not think of doing the story as a submission for the TCF, but suddenly one day I found that many of the elements needed for a submission to the festival was already there in the story I wanted to do anyway; the voice of a stranger (the praying we can hear from the Kyambogo hill mosque), control of body and mind (praying and meditation) and the stork (growing up as a Muslim in Uganda).

The narrator is my friend Gabrielle Lamourelle and the respondent is Umar Kakande, a young Muslim living here in Kyambogo. Umar was very kind to take the time and explain to me the ways of praying and doing Koran recitation and a lot of other stuff I did not know about Muslims, Islam or Uganda for that matter.

Umar did the Koran recitation for me in a small office in the mosque. He sang directly into the stereo-recorder and it came out really nice.

Gabrielle and I did the words. I am very glad that Gabrielle was willing to join in on the project. I wrote her an email saying something like: ‘Here is a bit about the competition and my outline for the short doc. My voice is not good for this sort of thing – so it’s great if you want to help out. And I think it will be – fun.’ And it was good fun.

For me the story is about – what affect being religious and praying has on your body, mind and outlook on life. The drive in the story is – curiosity, meeting people of a different culture with an open mind, asking stupid questions and getting really clever answers. But maybe you can get something else out of it.

50 and Fit

2008-05-28T14:05:00.004+02:00

Jeg har skrevet en historie om Joyce. Jeg har mødt og talt med Joyce flere gange i forbindelse med Kawempe Home Care projektets arbejde. Portrættet her er endt med at blive brugt i rapporter og nyhedsbreve i forbindelse med fundraising over i staterne. I et tidligere indlæg her på siden kan i se et billede af Joyce. Billedet her er af Kawempes børnekor, der har øverum i et tidligere hønsehus.

Joyce says,

- How come you are so fat!? That’s what people always ask me when they see me. Why are you so big? It is because I eat well, I don’t drink alcohol and I take my medicine. Then you can live well and take care of your family, even with HIV. I made a major comeback. And I am fit!

50 and fit.

Joyce has just turned 50. There was no big celebration. All the money she can pool goes into the education of the seven children she takes care of. But Joyce did not always expect to live that long. - My life should have ended after 1994, but God wanted it differently, she says quietly. She has lived all her life in Kasangati in the outskirts of Kampala. During the 90s she lost both her parents and husband to HIV/AIDS and in 1994 she herself tested positive with HIV.

It took Joyce ten years before she started believing that she could live with HIV and that she did not have to live with the pain she had seen her parents suffer from. In 2004 she went against the advice of friends and family and went to TASO for ARV medicine. After that she regained her strength and started focusing on helping others who are HIV positive in her neighbourhood.

Woman of the people.

Joyce sees herself as a ‘woman of the people’. Being a volunteer for Kawempe Home Care, helping the HIV positive in her neighbourhood is what is important for her.

- Being a volunteer makes me known in my community. People come to my shop for help, and people can see I am doing well. People can see me and say ‘see Joyce she is still alive’. They can see you can live with HIV, you can live a good life and take care of your children.

Being positive herself, Joyce knows the difficulties the clients go through, having to take a lot of medicine and sometimes being stigmatised and left alone by their family. Going on home care visits Joyce always brings her own ARV medicine, so she can take it together with the person she visits. That way she can help the client remember to take the medicine, she can show her compassion and that there is hope of getting better even as HIV positive.

Many of her friends have asked her why she does all this work and risk getting sicker when she is not even getting paid. Joyce says when she is positive – she needs to help the others that are in the same situation and positive. She doesn’t want anymore people dying in their beds alone – while being afraid. Not in her community.

- And anyway, Joyce says with a smile, God is paying me. I have my life.

Dansker betræder sudansk jord

2008-05-18T15:36:00.004+02:00

Jeg har været i det sydlige Sudan. Der er kommet en kronik ud af mine samtaler med lokale om Muhammed krisen, freden og genopbygningen af Afrikas største land. I kan læse kronikken i Kristeligt Dagblad. Eller i kan læse den - i directors cut version - her på siden.

Dansker betræder sudansk jord.

Fra den sydlige del af Sudan har de svært ved at se alvoren ved Muhammed-krisen. Efter 20 års ødelæggende borgerkrig skal der mere til end tegninger af Profeten, før den sydsudanske befolkning løfter øjenbrynene. De har et land der skal genopbygges, og en fred der skal bevares.

Hr. Jensen, jeg er ked af at informere dig om…

Jeg havde længe vidst, at min næste opgave ville tage mig til Sudan. Og jeg havde glædet mig til at opleve kontinentets største land. Den glæde forsvandt med min morgenavis, i Kampala den 28. februar, da mine øjne faldt på overskriften ’Bashir bans Danes from Sudan’. I artiklen i The Daily Monitor kunne jeg læse at Præsident Omar al Bashir ikke ville tillade danskere at vanhellige Sudans jord, igen. Og at hans embedsmænd i udenrigsministeriet var sat på opgaven.

Det er en mærkelig tom fornemmelse at sidde langt fra sit hjemland, og så alligevel blive påvirket af valg, der bliver truffet af nogle få personer på kontorer derhjemme. Jeg var dog fast besluttet på ikke at lade mig hæmme af min nationalitet.

En tidlig tirsdag morgen, få dage efter, står jeg ved den sudanske ambassade og kikker ind gennem glasruden til den mandlige sekretær. Mit rødbedefarvede pas og visumansøgning modtages uden nogen kommentarer. Efter en del overvejelser og roden rundt i bunker af papir finder sekretæren ud af, at jeg skal komme igen om et par dage. Det tænker jeg over et halv minut og spørger derefter, om det nu virkeligt kan passe? Sekretæren klør sig lidt i håret og får så fat i de højere magter. Dem kan jeg tale med via et telefonrør, som stikkes ud gennem en låge i skranken.

- Hr. Jensen, jeg er ked af at informere dig om, at vi ikke vil tillade danske statsborgere at rejse ind i Sudan på grund af den seneste hændelse med tegning-fornærmelsen af Profeten Muhammed, fortæller de mig neutralt.

Der opstår en kort pause, hvor jeg ikke rigtig ved, om jeg skal begynde at tale om ytringsfrihed eller bare undskylde på vejene af mine landsfæller. I stedet giver jeg udtryk for min selvmedlidenhed og siger, at det er jeg meget ked af at høre, og at jeg håber at situationen snart ændre sig.

- Ja, lyder det medfølende fra de højere magter, men det sker nok ikke lige med det samme, kommenterer de.

Landingen

Tre uger senere gør mit fly klar til landing på en stribe rød sudansk jord. Fra luften kan jeg se det tørre slettelandskab, få bygninger, flere gule hytter og to gamle russiske militærfly, der ikke har ramt landingsbanen. Jeg er 500 km inde i landet, fra den Ugandiske grænse.

Forinden havde jeg været på konsulatet for den Sydsudanske regering og hente min indrejsetilladelse. Der har de et anderledes afslappet forhold til danske statsborgere. Det er ikke før 2011, at de skal stemme om fuld selvstændighed i Sydsudan, men de har ikke noget imod at handle udenom Sudans regeringen i Khartoum allerede i 2008.

Efter to årtier med krig er der nu en usikker fred mellem Nord og Sydsudan. Afrikas længstvarende borgerkrig sluttede i 2005, da den Sydsudanesiske oprørsgruppe Sudanese Peoples Liberation Movement (SPLM) og Khartoum regeringen underskrev en fredsaftale. Inden da havde konflikten, der har været uhørt brutal selv efter regionens standarder, nået at koste tæt ved to millioner mennesker livet.

Jeg er landet i Wau, i det sydvestlige Sudan. Byens befolkning er etisk og religiøst blandet i en grad, at selv ikke folk på Nørrebro har fantasi til at forstille sig. Arabere, Fertiter, Dinkaer og Luoer er de største befolkningsgrupper, og i byens centrum rejser en stor katolsk katedral sig mod himlen om kap med en to-tårnet moske.

Fredelig sameksistens har der aldrig været tale om, og som 2011 nærmer sig siver den arabiske del af befolkningen lige så stille mod nord, mens flygtninge og internt fordrevne Dinkaer og Luoer vender tilbage til byen.

Væsken i undergrunden

Wau var i slutningen af halvfemserne centrum for den kombination af hungersnød og systematiske overgreb mod civilbefolkningen udført af et uigennemskueligt miks af regeringstropper, militser og oprørsgrupper, der prægede borgerkrigen, og som næsten tømte byen for indbyggere. Og de 140 000, der nu bor i byen, er stadig påvirket af hændelserne.

- De vil have slagtet dig i Khartoum, siger Matthew uden antydningen af tvivl, og med et selvsikkert smil. 60årige Matthew er en veteran fra borgerkrigen, som næsten alle andre mænd, jeg møder. En brændende varm eftermiddag på et kontor i byen taler vi om forholdet til regeringen i nord og de danske tegninger. Og som i de fleste andre samtaler jeg fører med lokale, så går snakke hurtigt i retning af freden og selvstændigheden.

Jeg er ikke helt sikker på, at de vil have slagtet mig i Khartoum, på grund af tegningerne, men der er ingen tvivl om, at Matthew mener, at de tørster efter krig i Nord.

- Det er væsken i undergrunden, det hele handler om, siger Matthew, mens han stirrer på mig med alvor ud over kanten på hans læsebriller.

Freden er yderst skrøbelig, og det skyldes primært olie. Der store mængder af olie i Abyei regionen, som deler Sydsudan fra det nordlige Sudan, og de kilder truer med at få konflikten til at genantænde.

Skakmesteren

Præsident Bashir vil gøre sit for at bibeholde kontrol over indtægterne fra oliefelterne i syden, som ifølge fredsaftalen skal deles. Og hvis man skal tro det man kan høre via jungletelegrafen, så er han smart nok til at få det til at lykkes. Blandt internationale rådgivere i regionen siges der om Bashir, at han er et niveau over sine modstandere i strategisk tænkning og forhandling, og mens de spiller mølle og dam, spiller Bashir skak.

Og James, der er leder for en lokal hjælpeorganisation, mener netop, at man skal se fordømmelsen af tegningerne og danskerne som endnu et taktisk træk.

- Lederne hernede har mange problemer, og de er meget gode til at få opmærksomheden væk fra dem, forklarer James, som selv er fra Juba i Sydsudan. Men det var nu også en temmelig oplagt mulighed, som Bashir fik med tegningerne, kommenterer han.

- Du ved, i Jeres lande går de meget op i frihed og demokrati, og hernede er der lande, der går meget op i religion. Så kan man nemt blive fornærmet. Men der vel endnu ingen danskere, der er blevet smidt ud? Spørger James med et overbærende smil.

Kun i TV

I Wau arbejder jeg sammen med John. Han er en ung mand fra Khartoum. Han vil med det samme vide, om jeg har været i hovedstaden. Jeg forsøger forsigtigt at sige, at jeg ikke kunne få visum lige nu på grund af min nationalitet. Det får ham straks til at bryde ud i et stort smil.

- Nåee ja, det har jeg hørt om! Det er det med tegningen. Han giver mig et klap på skulderen og trykker min hånd, som for at vise medfølelse, mens det er tydeligt, at han finder det ret underholdende.

John fortæller begejstret, at han har set en opfordring om at forsvare Profeten Muhammed og ikke købe danske produkter talrige gange, når han tænder for det statslige TV. Og han overvejer om, det kun er en krise de nævner på TV, fordi han synes ikke, at han høre nogen, der taler om tegningen. Og det undrer ham. Fordi, som John udtrykker det - så er der er mange, der tager religion alt for tungt i det her land.

Genopbygning

Sydsudan har betalt en høj pris for borgerkrigens ødelæggelser, og det går langsomt med at genopbygge landet. Både infrastrukturen og de mennesker der færdes i den.

- Er du dansker? Spørger Sebit, som er af arabisk afstamning. Sebit arbejder på et lokalt regeringskontor, hvor de endnu kun har strøm et par timer om dagen, for slet ikke at nævne manglen på computere, køretøj eller andre hjælpemidler.
- Så kan du ikke tage til Khartoum?

Nej, det kan jeg ikke, fortæller jeg, og spørger ind til hvad han mener om tegningerne.

- Den tegning af Muhammed? Siger han efterfulgt af en lang pause.

- Jeg har ikke set den … var den slem? Jeg forklarer, at der er flere tegninger og at en af dem viser Muhammed med en bombe i turbanen.
- Det lyder slemt, siger han, og kikker ud af vinduet. Han får bragt to kopper af den søde arabiske the ind, som de servere alle steder i byen. Jeg overvejer om hans tavshed skyldes snakken om tegningerne og den fornærmelse, han måske kan syntes de er, men så fortæller han om en dreng, han så blev kørt ned af SPLM soldater midt på gaden. De gjorde det med fuldt overlæg. Det billede har han ikke kunne få ud af hovedet.

Tilbagevenden

En uge senere befinder jeg mig igen ombord på Royal Daisy Airlines på vej mod Kampala. Jeg sidder ved siden af Chris. Han er lægestuderende, og han har været tilbage i Sydsudan, hvor hans fars familie kommer fra, for at arbejde frivilligt på en klinik på landet.

- Khartoum? Det er nok det sidste sted i Østafrika jeg ville rejse hen, siger Chris, som bemærkning til min indskrænkede frihed til at rejse. Det er nok også det eneste sted, han ikke har været. Flere hundredetusinde flygtede fra Sydsudan under borgerkrigen, og den har drevet Chris og hans familie fra den ene flygtningelejr til den anden. Fra Sudan til Etiopien i 1980erne, og da der brød krig ud der, tilbage til Sudan og derfra til Kenya og videre som flygtning til USA, hvor Chris endelig fik sikkerhed og opholdstilladelse. Nu er han tilbage, som en ung mand i slutningen af tyverne.

- Det er jo ikke dig, der har tegnet dem, argumenterer Chris i en samtale om Muhammed-tegningerne. Han mener det hele er blæst ud af proportioner.
- Folk burde se på det bredere billede. Hvorfor lader folk sig provokere at noget, som er så ligegyldigt, siger han tydeligt irriteret. I det mindste er der mere tolerance i USA, kommentere Chris, hvorefter han forsætter med at fortælle om manglerne i sundhedsvæsenet i Sydsudan. Og om hvordan han og to andre frivillige lægestuderende havde forsøgt at hjælpe en 16årig pige med at føde. Men hun havde ikke kræfterne, og klinikken havde ikke redskaberne eller medicinen. De forsøgte desperat at få nogle til at transportere den fødende kvinde til det nærmeste hospital, men ingen transport var til rådighed og moren og den ufødte datter døde for dem.

Fra flyet kan jeg igen overskue landet. Sydsudan alene dækker et areal, der er tolv gange så stort som Danmark. Befolkningen står overfor en enorm opgave med at genopbygge og forsone. Men de har fokus på det, der betyder noget for deres hverdag og deres fremtid.

Third Coast Festival: Radio Ephemera?

2008-05-15T09:22:00.003+02:00

Radio Ephemera - er 2008 udgaven af Chicago Public Radio's årlige radio-konkurrence. Øvede og nye radio-producere, og andre nørder med interesse for lyd og gode historier, kan deltage.

Konkurrence forskriver at du laver 3 minutters radio, fiktion eller dokumentar, der indeholder referencer til to ud af fem bøger som the Third Coast Festival har valgt for dig. Det er ret specielt læsestof de har fundet frem. Det er bøger fra starten af sidste århundrede, der handler om alt fra skabelsesmyter, strejker og selvkontrol til hvordan træer kan være gode borgere og ikke mindst en ode til mobile-home ferien (hvilket næsten er for oplagt for mig - se andet sted her på bloggen).

Derudover skal de tre minutter inkludere - the voice of a stranger. Det vil næste være synd ikke at deltage. Læs selv mere her.

Hjemmeplejen i Kasangati

2008-05-09T11:21:00.003+02:00

Jeg har besøgt et frivilligprojekt der hjælper hiv og aids ramte familier her i Kampala. Joyce er en af de frivillige i Kawempe Home Care projektet, og hun er selv hiv positiv. Der er kommet en artikel ud af mit besøg og mine samtaler med Joyce. Artiklen kan i læse i Danida bladet Udvikling.

Zimbabwe: paranoia og politistat

2008-04-07T09:16:00.003+02:00

Vores foreløbigt sidste dokumentar fra Zimbabwe kan nu høres på P1, i DokumentarTimen.

En weekend i Mugabes land

2008-04-07T09:00:00.003+02:00

Vi venter i spænding på valgets udvikling i Zimbabwe. Ventetiden kan bruges på at læse Kapuscinski eller næste lige så godt, den reportage vi har haft i Kristeligt Dagblad. Læs den her

Radiodokumentaren flyver igen

2008-01-09T07:33:00.000+01:00

Måske er radiodokumentaren ligesom Træskonæbsfuglen – for mærkelig til at leve, men for sjælden til at dø.
Uanset hvad årsagen er, så har DR afsat en time, Dokumentartimen, til at sende reportage og dokumentar. Dermed har radiodokumentaren stadig en fast plads, efter Dokumentarzonen blev lukket i efterårets nedskæringer.
Det er godt nyt. Og grund til igen, at holde ørerne åbne for nye dokumentarer om Zimbabwe i radioen.

Exit Zimbabwe

2007-11-17T08:41:00.000+01:00

Exit Zimbabwe blev sendt 14. november 2007. Du burde kunne høre dokumentaren på Dokumentarzonens hjemmeside her. Programbeskrivelsen lyder:

Zimbabwe er i den værste krise siden landets selvstændighed i 1980. Det har skabt en masseflugt af både højtuddannede og uudannede. De fleste overvejer den exit-mulighed at rejse til Sydafrika.

I dokumentaren møder vi tre unge Zimbabweanere, som alle har krisen og konsekvenserne ved at rejse ud af landet tæt inde på livet. De var børn da Zimbabwe fik selvstændighed og er vokset op i en periode med optimisme. En optimisme, der svandt ind i sidste halvdel af halvfemserne.

I stedet for at planlægge deres fremtid i Zimbabwe med børn og familie, må unge Zimbabweanere i stedet forholde sig til hvorvidt de kan leve i det land de er født. Hvilke afsavn er de i stand til at acceptere for at blive i deres hjemland? Og hvad er det der gør, at de ikke længere tør tro på deres egen og deres børns fremtid i Zimbabwe?

Nu har Kongoconsult-bloggen udtjent sit formål. Og indtil der opstår behov for nye dokumentarer, hviler projektet.

I mellemtiden: World Service

2007-11-05T08:18:00.000+01:00

Nu skulle det være ganske vist, at vores dokumentar om Zimbabwe bliver sendt her i efteråret. I mellemtiden har vi været en tur ved Victoria Nilen. Det var som at komme tilbage i rejsestemning. Tiden flød roligt henover weekenden. Rart. Men, som altid på rejser, gemmer de fleste oplevelser sig på vejen. På vej mod destinationen. Her i weekenden blev den store åbenbaring at Dorte fandt BBC World Service på bilradioen. Grund nok i sig selv til at køre en tur. Vi kom verden rundt med BBC’s dokumentarer, mens vi kørte på de røde jordveje her i Uganda. Vi var både i mangroven i Bangladesh, og ved et økologisk landbrug i Slesvig Holstein. På vejen hjem steg spændingen. BBC begyndte at sende Drama. Prisbelønnet drama. Vi overså hullerne i vejen, overhørte larmen fra trafikken og drev stille af sted mod Kampala, mens vi fulgte med i Claytons forsøg på at gøre det rigtige, i det BBC kalder et ’Part prison-drama, part road-movie, poetic and hard-hitting, and follows one man’s struggle for redemption’. I kan finde det her. Jeg er sikker på dramaet kan opleves lige så stærkt i de varme stuer i Danmark.

Fra en kælder på Vesterbro til en bakketop i Kampala

2007-10-08T09:18:00.000+02:00

Vi brugte endnu tre dage i sidste weekend på vores radiodokumentar om Zimbabwe. Det foregik igen i et kælderstudie på Vesterbro. Anders har lagt speak på vores dokumentar, som det ses på billedet. Nu venter vi på svar om DR vil sende dokumentaren. Når vi har svaret får I besked om I skal tune ind på P1.

Lige nu sidder jeg i vores hus i Kampala. Huset ligger på en bakketop med udsigt over byen. Jeg lytter til the National’s nye plade, som efter Caspers anbefalinger vil være den helt rette medicin efter en dag i junglen. Han har helt ret. Men det er nu mest fordi cikaderne larmer enormt, at for at få lidt ro til ørerne sender vi mere støj ud i huset.

Kirkesange fra Kamakuyu II

2007-09-19T18:34:00.000+02:00

Her er en sang mere fra Kamakuyu, mens vi venter på den store fortælling fra Zimbabwe. Den er ved at blive færdig klippet i et kælderstudie på Vesterbro. Dokumentaren kommer til at se efterårslyset. 'Exit Zimbabwe' er arbejdstitlen. Et godt sted at følge med i hvad der sker i Zimbabwe er IRIN

Kirkesange fra Kamakuyu

2007-08-14T00:15:00.000+02:00

Vi har optaget Familien Bidja, der synger en kirkesang. Lyt til den på G-Casten. Anders og mig arbejder på en større dokumentar om Zimbabwe som forhåbentlig bliver klar i oktober (2007). Indtil da vil jeg prøve at ligge lidt lyd ud engang imellem fra vores tur derned.

En personlig meddelelse fra Elvis

2007-07-31T22:50:00.000+02:00

Vi fandt Elvis i Kamakuyu, Zimbabwe. På trods af den hårde og kaotiske økonomiske og sociale situation i Zimbabwe i dag, klare Elvis og hans familie sig stadig, men høsten er igen i år slået fejl i det østlige Zimbabwe og bønderne i Kamakuyu-området går en usikker tid i møde. Her er en besked fra Elvis til Morten og de andre danskere, der har valfartet til Kamakuyu for at besøge ham og bønderne i Kamakuyu-området. Tryk på play knappen på G-Casten, giv den et par sekunder til at downloade og så skulle der gerne ske noget. Der er mere lyd med Elvis og de andre fra området og jeg vil lægge noget mere ud, når der bliver tid til det.

Test # 5 Samtalen

2007-06-28T22:50:00.000+02:00

Test # 5 Samtalen før afrejsen skulle have været en samtale med filosof Simon Jørgensen, men det er ikke lykkedes at få fat i Simon, der nu er i Sydfrankrig. Derfor blive Test # 5 en samtale med filosof Anders Larsen. Samtalen er optaget to dage før Anders og mig rejser til Zimbabwe for at optage lyd til undervisningsmateriale og dokumentarer om Zimbabwe. Som det kan høres er der stadig en del løse ender. I fortvivlelsen får ældre og etniske grupper nogle hårde ord med på vejen, men sådan er det nu engang når man for alt i verden vil nå i gennem mediesuppen og høres. Jeg er selvfølgelig ikke så ondskabfuld i civil og det havde måske været en mere spændende samtale hvis man havde hørt den fra Aarhus og ikke som her fra Kong O Gade i København, men den sidste Test er klar. Fra i morgen er det alvor.

Every man gotta right to decide his own destiny

2007-06-20T23:00:00.000+02:00

Der er snart kun en uge til jeg lander i Harare. Festen som Bob Marley var med til at starte er i følge medierne ved at dø ud. Jeg ser dog alligevel frem til gensynet , både med landet og de personer jeg kender i Zimbabwe. Jeg vil prøve at skrive en hilsen her på siden, hvis jeg for tid til det, så hold Jer til.

Gode vibrationer i trafikken

2007-06-10T17:11:00.000+02:00

Dokumentarzonen bragte i sidste uge et indslag om en radiomontage konkurrence igangsat af Chicago Public Radio. Alle kan deltage. Reglerne er at enten en cykelringklokke, en musefælde eller et "feisty women mug" skal indgå som et element i en præcis tre minutter lang radiodokumentar. Et tidligere cykelbud er kommet med et ret underholdende bidrag. Det skal du gå ind og høre her. Det er nummer 4: "The New Pleasant Revolution - A bike messenger provides alternatives to horrible traffic horns."

Rocket brother?

2007-05-27T22:00:00.001+02:00

Jeg må indrømme, at indlægget er en undskyldning for at vise billedet af vores udsendte medarbejder i Kina, Casper, parat til at tage imod det nye år. Samtidig kan jeg dog fortælle, at jeg snart er klar med femte og sidste test: Test # 5 Samtalen for samtalens skyld, som bliver et spændende interview med filosof Simon Jørgensen om vejr og vind og interviewet, som undskyldning for samtale.

Test # 4 Skuffelse på Nedre C

2007-05-13T17:51:00.000+02:00

Lørdag den 5. maj spillede FCK mod AaB i Parken. Med en sejr kunne FCK vinde mesterskabet og tage endnu en rekord fra Brøndby ved at sikre mesterskabet seks runder før sæson afslutningen. Solen skinnede og der var feststemning blandt de 32.000 tilskuere i Parken. Modstanderen var AaB, det eneste hold der havde slået FCK i denne sæson, men det var urealistisk at tro at de kunne ødelægge mesterskabsfesten.

Jeg var med min ven Kristian Hertz i Parken og har lavet et stemningsbillede fra de loyale fans tribune Nedre C. Test # 4 Skuffelse på Nedre C følger kampen kronologisk. De første minutter af lydfilen taler Kristian om Nedre C og det at være fan af FCK. Efter to minutter score FCK til 1 -0, derefter taler han om at være Radiovært for FCK radioen Løvetimen. Efter 6 minutter starter andenhalvleg og i det syvende minut score AaB til 1 - 1. Herefter ændre stemningen sig. God fornøjelse.

[Tak til Kristian og Kristians venner på Nedre C. Tillykke med mesterskabet.]

Hej Sømand! (... mens vi venter på Løvetimen)

2007-05-11T16:23:00.000+02:00

Jeg er ved at lægge sidste hånd på Test # 4 FCK – AaB 1 – 2. En optagelse med fodboldeksperten Kristian Hertz live fra lørdagens kamp i Parken.

Imellem tiden kan jeg dog ikke lade være med at kommentere en af de spændende nyheder, der har været i pressen i denne uge. Ikke noget om Ny Alliance, næ nej, rigtige mænd, sømænd!

Sømænd er hårde nitter, der altid er klar på ballade, druk og et rask slagsmål og det stod skrevet i Politiken at sømændene på Galathea-ekspeditionen rigtig nok havde givet den gas. Det er kendt for alle og enhver, at sådan gør man som sømand til søs. Eller det skulle man tro, men nej Søværnets chef, kontreadmiral Nils Wang, udtaler i en pressemeddelelse, at han ikke kan kende det billede af søværnet og at ”[Hvis det] har forholdt sig som rapporten beskriver, undrer det mig meget, at de mere end 30 journalister, som har opholdt sig om bord under hele turen, ikke har fundet det så væsentligt for almenheden, at det i givet fald var kommet frem noget før«. Spændende forklaring. Lad os se på den.

Før Hr. Wang har en anden kendt sømand, Winston Churchill, vist nok sagt om søværnet "Don't talk to me about naval tradition. It's nothing but rum, sodomy and the lash." Meget kan selvfølgelig havde ændret sig siden Churcills tid, men journalister de er til gengæld tit tørstige, eller måske ligger det også tilbage i tiden, tiden omkring Ole Jastrau.

Anyway, tilstedeværelsen af 30 journalister og endnu flere sømænd i en lille jolle udsat for tropisk varme, høj fugtighed og intet fornuftigt at tage sig til end at se på plankton og gopler burde øge sandsynligheden for festivitas en hel del. Men sådan har det ikke været ifølge Hr. Wang.

Hvem der bare havde været gonzo - journalist på The Party Boat som amerikanerne misundeligt kaldte Galathea skibet.

End til næste lydfil kan man så passende lytte til the Pogues synge om da de var sømænd og ” [] never drank water only whiskey by pints” og Løvetimen, hvor Kristian er vært.

Ikke mere tankevækkende radio?

2007-05-05T11:30:00.000+02:00

På grund af nedskæringerne i DR er det snart slut med undersøgende journalistik og montage i radioen. DR lukker blandt andet Dokumentarzonen og Ultralyd fra 1. januar 2008. Uforståeligt men tilsyneladende sandt. I kan stadig nå at underskrive en opfordring til at bevare radioens Rolls Royce her. Endvidere kan i følge debatten på DRs blog og ikke mindst lytte til dokumentarzonen, mens der stadig nye montager og dokumentarer.

To af mine favoritter er Historien om Denny James om jagten på den gode historie i New York og Deroute på Første Klasse om en dansk families rejse fra rigdom til fattigdom i Portugal. De er på hver deres måde utroligt gribende og viser meget godt den spændvide der findes indenfor genren, som nu er på vej til at blive lukket.

Livsværker og Lifecoaches

2007-04-22T16:03:00.000+02:00

Når jeg ikke er optaget af at blogge arbejder jeg med sundhed-
oplysningsprojekter. Dorte Callesen fra DR P4 har lavet en vaskeægte reportage fra starten af det seneste projekt jeg medvirker i. Reportagen kan høres her.

Kongcast er populært og andet sted i pressen fremhæver Pia Tafdrup [Politiken 22. april 2007] 'Den yderste dom' som det værk, der uden for hendes eget felt, har haft størst betydning for hende. Hun siger: "Den yderste dom er et stort poetisk værk"! Fantastisk.

Hvem lytter med?

2007-04-20T23:04:00.000+02:00

Kongocast er populært. Det kan vi godt slå fast. På billedet er det lykkes at fange en lytter mens hun oplever Pede på Snowboard på vej ned over de østrigske alper i den seneste Kongocast: Er du extreme? Så selvom det ikke altid kan ses på mængde af kommentarer, her på bloggen, så er der folk der lytter med, på den gode måde. Jeg vil igen gerne henstille til at dem der høre en lydfil engang imellem efterlader sig et spor på bloggen i form af en kommentar, ris eller ros, for på den måde at give sin stemme til kende og skabe lidt liv på bloggen. Alle tidligere Kongocast: 10.000 skruer; Den yderste dom; Er du extreme? afsnit 1 og 2 ligger stadig på Gcasten og kan findes under POSTS. Med mindre Gcast serveren tager dem af bliver de der.

Test # 3 Hvem holder hånden over Pede?

2007-04-09T22:59:00.000+02:00

Kongoconsult beskæftiger sig ikke med spørgsmål af religiøs karakter. Tilgengæld tager vi gerne fat på alle andre af livets store spørgsmål, som f.eks. det at håndtere frygt og turde kaste sig ud i temmelig anderledes og helt sikkert livsfarlige situationer. Test # 3: Pede - Er du extreme? handler derfor ikke om hvorvidt Pede har en skytshelgen, men derimod, hvordan han håndterer frygten, drops, hop og 720'er med grab en tilfældig dag i off-pisten i Sölden, Østrig. Der er 16 minutters action, så find kaffen og høretelefonerne frem. Alle kommentarer er som altid velkomne.

Lydeksperimenter, portrætter og podcasts

2007-04-02T20:08:00.000+02:00

KongObloggen ændre form, eller rettere, vedkender sig den form den har taget. Derfor findes den nu med undertitlen "Lydeksperimenter, portrætter og podcasts" og ikke det oprindelige "Uploads og podcasts fra Afrika". Fremover er bloggen derfor, som den hidtil har været, et sted med portrætter og reportager fra livet omkring Kong Oscars Gade. Kongobloggen vil stadig udgøre et værksted for indehaverens forsøg ud i lydmontager-genren, men den bliver ikke til den blog om Zimbabwe, som var tænkt fra starten. En blog dedikeret Zimbabwe får liv indenfor de nærmeste måneder andet sted på nettet.

I den kommenden tid kan Kongoconsult derfor byde på en reportage fra Djursland v. filosof Simon Jørgensen og et interview med Løvetimens Kristian Hertz live fra Parken i en kamp hvor AaB vinder stort. Eller en anden kamp. Det må tiden vise. Det eneste der med sikkerhed kommer på Kongocast er opfølgningen på "Er du extreme?". Det sker en af de nærmeste dage. Lyt med!

Det er i dag det bliver vildt!

2007-03-26T23:29:00.000+02:00

Test # 3 Er du extreme? er snart klar. Det er den hidtil største produktion KongoConsult har podcasted. Flere spor, baggrunds musik, on - location i udlandet, mange aktører og utroligt spændende. Hør om den dag det bliver rigtig vildt, på snowboard i Sölden, og om hvor vildt det egentlig bliver når man er på vej til at blive 32.

Der er en teaser på Gcasten.

Tak til Ben, Peter og Thomas for deltagelsen i optagelserne. Jeg lover at sende nogle zimbabwe dollars hjem til sommer ...

Test # 2 Thomas forklarer Andrej Rubljov

2007-02-26T02:27:00.000+01:00

I denne anden test giver film-omanen Thomas W en introduktion til Andrej Tarkovskijs Den yderste dom.

Det er spændende og kommentarer er velkomne. Det er en stereooptagelse i samarbejde med
tilsyneladende.
blogspot.com,
hvor Thomas giver flere vejledninger i filmkunst.

Test # 1 Ben hjælper Ben

2007-02-04T22:16:00.000+01:00

Ben er flyttet på landet. Han er flyttet i hus. Ben, hans ven, har fået en ny boremaskine og 10.000 skruer. Han hjælper Ben med en dør. Det går godt, næsten.

Lyden er optaget for lavt, så skru op! Kommenter gerne på lyden, det er et forsøg ... det skulle gerne blive bedre med tiden.

Test # 1: Ben - 10.000 skruer er en upload fra Havdrup. Få Gcast til at give jeg besked, når der er nye lydfiler...

Idyl med indbygget katastrofe

2006-12-01T22:46:00.002+01:00

"Some people never go crazy. What truly horrible lives they must lead." Charles Bukowski.

Idyl med indbygget katastrofe [Arne Haugen Sørensen, 1975] starter KongoConsult bloggen, der vil fungerer som værksted for diverse lyd-eksperimenter og portrætter frem til sommeren 2007. God fornøjelse.